Baggårdsfortællinger

Tre gange om året vandrer Randers Fortællerne med publikum rundt i udvalgte baggårde i Randers og fortæller forunderlige, bevægende og sjove historier.

Hvor
Baggårde i Randers (forskellige fra gang til gang)

Mødested
Helligåndshuset, Erik Menveds Plads 1 (hvis ikke andet er angivet)

Hvornår
Sidst i maj og to gange i Randers Ugen.

Check Programmet her

Billetkøb
Kan købes i forsalg eller ved Helligåndshuset. Lån af klapstol er inkluderet i billetpris.

Tjek Vejrudsigten med henblik på påklædning Vi aflyser aldrig…men… Hvis arrangementet ikke kan gennemføres grundet vejret fortæller vi indendørs.

Baggårdsfortællinger er Randers Fortællernes største og længstvarende succes. En succes som strækker sig helt tilbage til 2002.

En aften med gode historier

Publikum indfinder sig ved Helligåndshuset. Der billetteres, udleveres klapstole, småsnakkes og en forventningsfuld stemning breder sig. Klokken slår syv slag, og med klapstolen under armen begiver man sig spændte mod den første baggård. Det ligner angiveligt en byvandring, men så snart man kommer ind i gården, har sat sig og historiefortælleren går i gang hører ligheden op. Nu bliver tilhørerne præsenteret for en sjov historie om kvindelist, en grum skæbnefortælling eller et vidunderligt eventyr.

Man rejser sig og går mod den næste gård, hvor en anden fortæller er klar med sin historie. Efterhånden som aftenen skrider frem og mørket falder på bliver stemningen endnu mere intens og til ledsagelse af aftenens sidste historie sluttes der af med kaffe og kage i en specielt udvalgt baggård.

Det er Randers Fortællerne der står for løjerne ofte suppleret med gæstefortællere fra andre byer. Ind imellem også med musik.

Siden 2002 været Baggårdsfortællinger hvert år været afholdt i smukke, spændende, små, store, romantiske, historiske og nyere baggårde i Randers. Siden 2004 to gange om året – sidst i maj og i august i forbindelse med Randers Ugen. Fra 2010 har det været nødvendigt at dublere baggårdsfortællingerne i Randers Ugen p. g. a. overvældende publikumsinteresse.