Til minde om...
Henrik Kjærgaard-Jensen
1940-2018

Vore gode kammerat og fantastiske historiefortæller Henrik er desværre ikke i blandt os mere. Henrik sov stille ind den 1. oktober 2018 med sin familie omkring sig. Vi siger tak til Henrik for hans venskab og mange gode historier.
ÆRE VÆRE HANS MINDE

Henrik var empatisk

Henrik havde en dejlig ro.
Henrik havde grønne finger og delte gerne ud af det grønne.
Henrik har været med til at starte og lave mange spændende ungdoms aktiviteter i Randers.
Henrik er savnet.

Jeg er glad for jeg nåede at høre Henrik fortælle om sit liv, som barn, ung og voksen.

Lisbeth Nielsen


Henrik lærte mig at skabe en historie

Det var Henrik, som spurgte mig om jeg ikke ville være med i Randers Fortællerne. Jeg sagde ja fordi jeg tænkte, at så kunne jeg måske lære nogle at kende i Randers, som jeg lige var flyttet til. Jeg blev ved med at udsætte dagen, hvor jeg skulle fortælle en historie offentligt for et publikum. Det var sværere at finde en historie end jeg havde troet. Jeg klagede min nød til Henrik og han tilbød at hjælpe. Jeg sendte ham nogle gamle klummer jeg havde skrevet. Ud fra de klummer skrev han den allerførste historie, jeg har fortalt hos Randers Fortællerne. Den fungerede perfekt og faktisk fortæller jeg stadig den historie den dag i dag. Samtidig så fik jeg en rigtig god ven, som var venlig, imødekommende og hjælpsom. Henrik har fortalt historier ved min søns fødselsdag i hans børnehave og vi har haft mange dejlige timer sammen. Jeg vil altid savne ham.
Hvil i fred – Henrik.

Rune Green


For en hel del år siden...

Henrik var en fornøjelse at møde i afdelingen med børnebøger på Randers Hovedbib. Snakke bøger – især muntre børnebøger. Han fandt altid lige det, jeg kunne bruge. Og som han da kunne formulere sig, og sige finurlige ting !

Jeg ”plagede” ham ofte om at komme med i den fortælleworkshop, som vi havde startet på FOF-randers. ”Nej, nej – ikke endnu” svarede og lo. Han havde så meget andet, han skulle nå. ”Men måske, når jeg bliver pensioneret” var hans svar, når jeg gik. ”Det lover du så”! sagde jeg. Og han svarede ”Ok ja” og lo. Jeg mindede ham tit på hans løfte, når vi sås på bib., og han smilede og lo.

Dagen kom, da han skulle pensioneres. Stor fest i haven på bibliotekets øverste etage. Der var sat en talerstol op, og mange holdt taler – muntre og spændende. Så var det min tur med en lille bitte seddel. Med alvorlig mine og seriøs stemme:” I vidners nærvær beder jeg alle være vidner til, at Henrik for længe siden har afgivet løfte om, at han efter denne afskedsdag vil være med i fortælleværkstedet på FOF” . Min tale var kort, men klapsalverne sang i luften. Ikke for mig, men for Henrik – Gud og hvermand vidste jo, hvor herlig en fortæller han var. Og nu fik han jo dejlig meget tid...!

FOFs Fortælleværksted blev til Randers Fortællerne senere hen, og hvor har vi haft mange skønne fortælleoplevelser med ham. Jeg mindes ham med stor glæde.

Kærlig hilsen Vibra (Vibeke Svejstrup)


Med Henrik på fortælletur

Det har altid været en stor fornøjelse at være fortæller sammen med Henrik! Han var en engageret og nærværende fortæller, som på fremragende vis delte sine mange historier med børn og voksne. Han var et passioneret og empatisk menneske. Mange i Randers og omegn har lyttet til Henriks fantastiske fortællinger, og han drog også ud i det ganske land for at dele sine spændende historier med tryllebundne tilhørere.

Jeg har været heldig at være med på tur flere gange, og især to fortællestunder sammen med Henrik står klare i min erindring. En meget tidlig mørk og kold morgen i november for flere år siden skulle Henrik og jeg mødes ved kirken i Hald. Vi skulle køre til skolen i Kongerslev for at fortælle historier. Veloplagt tog Henrik imod mig, og vores køretur tog sin begyndelse. Forventningsfulde var vi begge, og vi havde meget at snakke om. Fornøjeligt var det! Det var begyndt at blive lyst, da vi drejede væk fra hovedvejen og fortsatte mod Lille Vildmose og Storvorde. Landskabet var badet i dis, og skyggerne var ved at vågne. De stod der i disen, som dampende væsener. Mosekonen havde været på spil. Vi var i en scenografi fra Elverhøj. Stilhed i bilen. Med øjne og ører på stilke kørte vi langsomt videre. Et smil gled hen over Henriks ansigt, så begyndte ham at fortælle om troldene, tuerne, træerne og alle de andre væsener, som var lige omkring os i morgendisen. Kyndig troldolog, det var han. Således beriget og inspireret nåede vi frem til skolen, hvor børn og voksne ventede. En fantastisk dag med fortællinger var begyndt, og den fortsatte i flere timer inden vi efter kaffe og smørrebrød på lærerværelset, tog afsked med glade og tilfredse lærere. Som altid havde Henrik også her skabt en fornøjelig stemning.

For flere år siden, i 2002, var Henrik og jeg inviteret til Silkeborg Bibliotek for at fortælle gysere og magiske fortællinger i forbindelse med Allehelgensaften. Henrik havde bl.a. valgt at fortælle den irske legende om Jack O´Lantern, drukkenbolten, der snyder djævelen flere gange, og som efter sin død bliver det vandrende genfærd, det evige spøgelse. Djævelen giver Jack et lille stykke glødende kul til at lyse op i mørket, og Jack lægger det i en roelampe. Da vi kørte fra Randers hørte jeg godt et lille bump, da Henrik lagde ting i bagagerummet, og da vi kom til biblioteket efter en herlig køretur, fandt jeg ud af at Henriks bagage havde en lidt speciel duft. Grundig og autentisk i sin forberedelse havde Henrik med lidt besvær skaffet en stor kålroe, som han møjsommeligt havde udhulet med kniv for at Jacks glødende lys kunne sættes i en rigtig roelampe. Henrik havde børn og voksne i sin hule hånd, da han levendegjorde historien om Jack og lyset i roen. En fantastisk aften som sluttede med kaffe og kage og fornøjelig stemning. Den sørgede Henrik for som altid.

Vi var altid i godt selskab med Henrik, denne venlige og vidende mand! Det blev til rigtig mange gode stunder sammen med ham, stjernestunder!

Æret være Henriks minde!

16.03.2019

Aase Klith

lisbeth nielsen

Anne-Mie Dollerup

Vibeke Svejstrup

Aase Klith

Ann-Louise Lauridsen

Britt Svejstrup Jochumsen